Eventyret om BlomsterHexen

Der var engang, for enden af en lille sti, lige inden vejen buer,et yndigt lille bondehus.
I det lille bondehus boede en heks med sin sorte kat og med skoven lige udenfor døren.
Heksen havde et ønske om at kunne mestre blomstermagi. At blive en rigtig Blomsterheks.

Heksen havde nu en god idé om hvordan blomstermagi virkede, men hun havde stadig ikke fundet sin helt egen blomstermagi. Blomstermagi kunne sprede glæde, lindre sorg og få kærlighed til at spire. Det vidste Heksen.

Blomstermagi var noget ganske særligt og hun ønskede sig så brændende at mestre dette, så hun kunne hjælpe alle de mennesker, der havde brug for det.

Heksen måtte ud at søge efter sin egen blomstermagi, så hun kunne blive en rigtig blomsterheks. Så en dag besluttede hun sig for at tage sin kost på skulderen og katten som sin tro følgesvend med ud for at finde blomstermagien.

Hun gik mod den store skov, der var lige ved hendes hus, og hun travede langt og længe. Meget længere end hun nogensinde havde turde bevæge sig ind i skoven før. Hun travede og travede, med katten ved sin side, og tænkte på hvor længe hun mon skulle blive ved med at gå.

Pludselig på en sti foran hende var en stor sort ravn. Den stirrede på hende med hovedet let på skrå. Heksen gik frem, men ravnen blokerede hendes vej.

’Hvad vil du mig, Kære ravnesorte ven?’ spurgte heksen

Ravnen blinkede langsomt med sine sorte øjne og kløede sig i fjerene med sit skarpe næb. Så åbnede den næbet og talte:

’Du søger blomstermagien, men du leder det forkerte sted,’ sagde den.

Heksen rynkede panden. ’Men jeg har studeret urter, planter og månens cyklusser. Jeg har lært trylleformularer og brygget eliksirer. Hvorfor kan jeg stadig ikke finde min blomstermagi?’

Ravnen baskede med vingerne og fløj op i luften. ’Følg mig,’ sagde den.

Heksen tøvede kun et øjeblik, før hun tog sin sorte kat i favnen og gik efter ravnen, der ledte hende dybere ind i skoven. De gik, indtil de nåede en lysning. Midt i lysningen stod et gammelt egetræ med en hulning i stammen. I hulningen lå en vissen, lille blomst.

’Dette er din prøve,’ sagde ravnen. ’Giv blomsten liv, hvis du kan.’

Heksen knælede og strøg forsigtigt en finger over de tørre kronblade. Hun lukkede øjnene og prøvede at kalde på magien i sig, men intet skete. Frustreret satte hun sig tilbage på hælene.

’Jeg kan ikke…’ hviskede hun opgivende. Hendes yndige sorte kat smøg sig op ad hendes ben og spandt. Hendes lille yndling, som hun havde så meget kærlighed til.

Hun huskede, hvorfor hun ønskede at mestre blomstermagien – ikke for magt, ikke for viden, men for at give glæde og kærlighed.

Heksen tog et dybt åndedrag og knælede igen for den visne blomst. Hun tænkte på alle de mennesker, hun ønskede at hjælpe, på den kærlighed hun havde for naturen og på skønheden i blomster.

En varm, gylden følelse bredte sig i hendes bryst, ned gennem hendes arme og fingre. Lys sprang frem fra hendes håndflade, og blomsten i hulningen begyndte at gløde. Først let, så kraftigere, indtil de visne blade blev grønne, og den foldede sig ud i en blændende smuk, lilla blomst, der duftede af sommerregn og håb.

Ravnen nikkede tilfreds. ’Du har fundet din blomstermagi, Blomsterheks. Den ligger i dit hjerte, i din kærlighed til naturen. Brug den klogt.’

Med et sidste bask med vingerne forsvandt ravnen ind mellem træerne.

Tilbage sad Blomsterheksen ved det store egetræ og beundrede den yndige lilla blomst. Hun rakte ud efter de underskønne kronblade. I det samme hun rørte dem, spredte de smukke blomster sig overalt på jorden omkring det gamle egetræ.

Fra det mørke hul i egetræets stamme kom pludselig et lys. Blomsterheksen blev nysgerrig og gik mod lyset, igennem hullet. Hun blev ved med at gå til hun pludselig befandt sig i et mørkt og tomt rum. Rummet havde store vinduer med tunge, hvide gardiner trukket for.

Hun så at der var en lukket dør til verden udenfor. BlomsterHexen rakte ud efter håndtaget og trak døren op.

Hun kiggede udenfor døren og så, at hun nu var i en by. En by med masser af store grå bygninger, asfalt, støv og larm. Der var ikke et træ at skimte, ikke et græsstrå at betræde, ej heller skyggen af en blomst. Byens beboere gik omkring, travle og uvidende om den magi, der manglede omkring dem.

’Det kan vi ikke have’ sagde Blomsterheksen til sig selv , og katten, som troligt var fulgt med. Blomsterheksen svingede sin kost og greb ud efter al den kærlighed og glæde til blomster hun kunne finde i sig selv og lod den strømme ud og forskønne det mørke rum.

Blomsterheksen trådte tilbage og så på sit værk. Hun smilte for sig selv og nussede katten bag øret. Nu måtte hun i gang med det rigtige arbejde som en rigtig blomsterheks.